I går snakkede jeg med mine forældre og på et tidspunkt spurgte de mig om det var tilladt i disse coronatider at køre en tur til den tyske grænse og handle. Jeg var i tvivl, men min første tanke var, at man nok ikke måtte køre over grænsen bare for at købe Nutella og coladåser. Vi søgte lidt på nettet og fandt frem til Udenrigsministerigets webside, hvor der stod, at "fraråder alle rejser til hele Tyskland, for at minimere risikoen for smittespredning med nye COVID-19 varianter". Jeg læste det selvfølgelig og oversatte ordet fraråder til det bosniske ne preporučuje. Min far sagde efterfølgende "Nå, det er godt, så kan vi godt!". Jeg sagde til ham, at når man siger fraråder på dansk, så er det godt nok ikke strafbart, hvis man kører over grænsen, men ordet har en lidt tungere betydning end bare det åbenlyse og bogstavelige betegnelse.

En typisk bosnier vil reagere på sådan et udtryk blot som et vejledende ord, men når myndigheder fraråder noget i Danmark, så har man en vis forventning, at man holder sig til det råd. I Bosnien, og på Balkan generelt, skal det stå udtrykkeligt, at det er forbudt, ellers må man gøre, hvad man har lyst. Disse sproglige nuancer, eller rettere, de små forskelle i tolkning af visse begreber, er meget interessante, hvordan de tolkes i forskellige kulturer. Danskere har generelt en stor tiltro til myndighederne og følger oftest deres vejledning til punkt og prikke, hvorimod bosniere skal ofte klare sig selv og stoler ikke altid voldsomt på deres regerings beslutninger og vejledninger. Og så er det også en del af kulturen, at man tolker vage ord som fraråder bogstavligt, og noget som giver rum til forskellige fortolkninger. Det opfatter dem som uforpligtende. Men andre ord, forstår bosniere oftest kun de hårde ordre som noget, der skal følges fra A til Z. Det har man ikke brug for i et land som Danmark, hvor man ikke har store erfaringer med den autoritære statslige styreform.

Så meget om det.